Dansk webshop med dansk kundeservice.
Gå til Garn, Krea- & Hobbybutik online – Køb garn og tilbehør billigt her (kukuk.dk) for at besøge vores webshop.
www.kukuk.dk
Tunesisk hækling / Hakning
Har du hørt om tunesisk hækling og overvejer du, om det kunne være noget for dig at lære? Det er en lidt overset teknik i Danmark, men i amerikanske hæklebøger vil du ofte støde på projekter lavet i såkaldt “afghan stitch” – dette er den internationale betegnelse for tunesisk hækling. Hvis du tager et kig nærmere på disse opskrifter, vil du opdage, at det kan noget helt særligt, som almindelige hækleteknikker ikke kan.
Tunesisk hækling – eller hakning, som det også kaldes – er en hækleteknik, som bedst kan beskrives som en blanding af hækling og strik. Teknikken giver dit arbejde et strikket udtryk og en struktur der minder om vævning. Tunesisk hækling giver nogle unikke muligheder for farveskift, som bidrager til an flot stribet effekt i mønstret. Teknikken kræver en tunesisk hæklenål også kaldt for ‘hakkenål’.
Sådan gør du:
- Start med en luftmaskerække
- Hækl én række ved at stikke nålen gennem 2. maske fra nålen og hent tråden.
- Stik nålen igennem næste maske og hent igen tråden. Fortsæt med dette rækken ud.
- Alle nye masker sidder på nålen og til sidst, har du det samme antal masker på nålen, som mønsteret angiver.
- Vend ikke arbejdet, men start med at lukke hver maske af, ved først at trække tråden igennem første maske. Herefter trækkes tråden igennem 2 masker af gangen pinden ud.
- Sørg for at maskeantallet holdes hver gang du samler nye masker op.
Den tunesiske hækleteknik skaber et meget tæt slutresultat, som har en tydelig ret- og vrangside (forside og bagside).
Hvad skal jeg bruge?
For at komme godt igang med tunesisk hækling, skal du bruge en speciel hæklenål, som nævnt tidligere. Den tunesiske hæklenål ligner egentlig en strikkepind (jumperpind), men med en nål i enden. Den er billig og ganske udemærket at starte med. Dog har den sine begrænsninger i forhold til hvor bredt du kan arbejde. Som angivet i guiden herover, samler du maskerne op den ene vej, så du har dem alle på nålen ligesom når du strikker, og tager dem af igen den anden vej.
Derfor er det en smartere og mere langtidsholdbar løsning, at vælge en udskiftbar tunesisk hæklenål / hakkenål. Ligesom en udskiftbar rundpind, er denne nål udstyret med gevind og en tilhørende wire, der skrues i enden. På denne måde kan du opnå nøjagtig den længde du ønsker og dermed lave større projekter.
Bonus tip: Da tunesisk hækling giver et meget tæt materiale, kan det være en fordel at anvende en nål, der er en størrelse tykkere end det anbefalede på garnets banderole. Ved brug af en større hakkenål, vil arbejdets kant også rulle mindre.
Hvis du ønsker lidt ekstra instruktion ind i den tunesiske hæklings verden, så tag et kig på denne video fra Drops Garnstudio: